Efterskolernes Dag/Aften

Efterskolernes Dag

Efterskolernes Dag, som ligger fast den sidste søndag i september, er en af de vigtigste dage på året for hele landets efterskoler og naturligvis også for os her på Stevns. Denne dag åbnes dørene fra kl. 13.00 til kl. 17.00, så besøgende kan opleve den unikke kombination af fælles gymnastik, elitegymnastik, opvisninger og faglighed, som netop vores efterskole står for. Samtidig har alle elever og medarbejdere i dagene op til arbejdet på at kunne vise lidt af alt det, man får med som elev på Gymnastikefterskolen Stevns – både i forhold til linjefag, valgfag og studieretninger. Alt sammen præsenteres på Efterskolernes Dag, hvor der også er grill i gården, café med mulighed for at købe lidt lækkerier og naturligvis muligheden for at få en rundvisning på skolen.

Kort sagt kan man som besøgende på Efterskolernes Dag komme og opleve lidt af det ægte efterskoleliv og se, hvorfor så mange vælger at bruge et år på efterskole.

Efterskolernes Aften

Efterskolernes Aften foregår langt hen ad vejen på samme måde som Efterskolernes Dag. Formålet er det samme, tidspunktet forskelligt.

Efterskolernes Aften ligger hvert år den anden onsdag i januar, og her inviteres alle interesserede indenfor til en rundvisning, information, hygge i caféen og oplevelse af spændende aktiviteter i hallen og springcenteret. Man skal ikke booke tid for en rundvisning, blot møde op.

Vi holder åbent hus fra kl. 18.00 til 21.00, hvor alle er velkomne.